Konsekvenser af kommunernes sparekniv

Det som har optaget mig en del her på det sidste, eller rettere sagt det sidste års tid, og som unægtelig påvirker mig psykisk, er den kyniske måde, som kommunerne håndtere sparetiderne på. Som ansat på et privat socialpædagogisk opholdssted, er det ufattelig svært at fostår, hvorfor de anbringende kommuner, enten udskriver de unge, eller flytter dem til andre opholdssteder. I følge vores lovgivning, står der sort på hvidt, at man skal anbringe unge, på de bedst egnede steder, i forhold til den unges problematik. Så hvorfor kan kommunerne få "lov" til at omgås den danske lovgivning. Jeg kunne berette om flere tilfælde, hvor især Odense kommune har været storslem, til at trække unge hjem... Hjem til hvad...? Hjem til det gamle miljø, hvor fest med hash, stoffer og alkohol "bare" er hverdagen! Jeg får ofte en sms, en mail eller på anden måde kontakt med tidligere indskrevne unge, der spørger mig om hvad de skal gøre, og skriger direkte om hjælp, - men kan jo desværre kun stå på sidelinjen og se passivt til, at nogle af disse unge synker dybere og dybere! Man kan jo heller ikke med den relation man nu engang har skabt, ikke komme med den store moralprædiken over for disse unge... De har hørt den 40000 gange, og gider ikke høre den igen, - det hjælper nemlig ikke! Jeg bliver lidt harm og ond i sulet, når jeg ligeledes hører vores socialminister sige på tv, at vi bare skal gøre som vores svenske naboer, og anbringe unge i familiepleje!!! Jeg tror umiddelbart ikke, at vores minister ved hvad hun taler om! Jeg har med egne øjne, set hvordan det forgår i Sverige, hvor der er succes med at anbringe unge i plejefamilier. Succesen ligger i, at man anbringer en ung i en familie, som lever og bor langt ude i skoven... vel og mærket med 100 km til nærmeste nabo... og så er det vel ikke så svært at skabe succes? Danmark er for simpelthen for lille til sådan et projekt, da jeg af erfaring ved, at nogle af de unge, som eksempelvis er anbragt der hvor jeg arbejder, ville kunne splitte en familie ad i løbet af en uge, og derefter skride derfra uden nogen form for kvaler over dette.
En anden konsekvens som alle disse besparinger har, er at jeg indenfor det sidste år har mistet ca. 60 velkvalificerede kollegaer. Måned efter måned har jeg sagt farvel til mennesker, som har levet og åndet for dette job med unge mennesker. Mennesker som jeg nærmest vil kalde for ildsjæle, da sådan et job tit bliver til en livsstil med en kæmpe viden og forståelse for disse unge mennesker, der for nogen, endnu engang må indkassere et nederlag på grund af besparelser. Dette er jo desværre ikke kun på min arbejdsplads at alt dette foregår. Der er jo masse af andre opholdssteder, som står i samme situation, og ligeledes må sige farvel til en masse "eksperter".
Så derfor er min største undren... Hvor lang tid skal der gå, før kommunerne, og selv vores regering kan se, at dette er en udvikling i den forkerte retning, hvor unge mennesker bliver tabt endnu engang i vores samfund, for til sidst at ende i svingdøren til fængslet, når alle opholdssteder har drejet nøglen om. Men økonomien spiller åbenbart en ordentlig stor rolle..! Tænker, at der er bare ikke nogen som kan se eller overskue konsekvenserne af det ene eller det andet!
Kom igen kære socialminister...!